LIVET PÅ HØJSKOLEN
Hygge og nærvær
Hver uge har skolen ”Round about” og kontaktlærergrupper på skemaet.
Her har eleverne mulighed for at arrangerer fælles aktiviteter eller diskutere aktuelle emner.
Hverdagen på højskolen
På Brenderup Højskole er fællesskabet i fokus og derfor er vi sammen både i timerne, til måltiderne og i vores fritid.
Det er vores holdning, at højskole er noget, der foregår hele tiden, og alle på skolen, både eleverne og de ansatte, engagerer sig i det.
Vores værksteder er åbne hele aftenen og i weekenden, og mange elever bruger en stor del af deres fritid her.
Vi tror på, at man gennem morgensamlinger, fællesfag, foredrag og debatter dannes som mennesker og netop derfor, prioriteres disse fællesfag også igennem et semester på skolen.
Det er eleverne der i høj grad er med til planlægningen og udførelsen af de mange gode ideer som ofte opstår. Det kunne for eksempel være vinterbadning, fester, filmaftener, sauna- og bålaftener, løbeture til vandet.
Fester
Fester holdes både af skolen og af eleverne selv. Holder skolen fest, foregår det i spisesalen eller under bøgen i haven.
Hvis eleverne holder fest, er det som regel i festlokalet eller i gymnastiksalen.
Måltiderne er en vigtig del af fællesskabet
Det er vigtigt for os at skabe ro og respekt for middagsmåltidet. Derfor præsenteres maden, og vi nyder den sammen i fællesskab i spisesalen.
Her er den digitale verden gennem vores telefoner ikke velkommen.
På tur med ‘Brendere’
Vi elsker at rejse og blive inspireret af kulturen i andre lande og tage oplevelserne med hjem til Brenderup. På et højskoleophold på Brenderup Højskole kan man vælge at komme med på en af skolens to studieture.
