kontor@brenderuphojskole.dk

+45 6444 2414

Stationvej 54, 5464 Brenderup

 

NEPAL

Nepalrejsen

MED BRENDERUP HØJSKOLE

​Når højskoleopholdet i Brenderup hører op, sætter du dig sammen med en gruppe af de andre elever på flyet mod Kathmandu. 

Igennem de sidste 15 år har vi haft meget tætte forbindelser til Nepal. Derfor har du mulighed for at komme med på en tur hvor du ikke bare ser seværdighederne, men rent faktisk møder menneskene og oplever landet indefra.

Turen starter lige efter semestret er slut. Vi har lavet et færdigt program, der bringer dig dybt ind i kulturen og samtidig også giver dig mulighed for at hjælpe som frivillig.

På turen efter forårssemesteret er det muligt at komme på en helt ekstraordinær trekkingtur helt op over skyerne til Everest base camp.

Vi tilbyder dig en kulturtur og ikke kun en bjergbestigningstur.

En tur hvor du møder Nepal og ikke bare de andre turister.

På højskole i Brenderup

Vi har haft mere end 50 nepalesiske elever igennem de sidste 10 år. Nogle af dem vil du møde, og de vil tage dig med dybt ind i den tibetanske, buddhistiske kultur.

​I Brenderup vil du møde både elever fra Nepal, men også nogle af de elever, der var i Nepal i januar – marts i år. Sammen vil vi forberede os på højskolen, men den helt dybe kulturundervisning ligger i Nepal – sammen med Dechen og Dhindu – fra den første gonglyd fra naboklostret til de hyggelige tidlige aftener i godt samvær.

 

 

 

Kathmandu

Vi holder til i bydelen Boudha, som er center for den Tibetanske Buddhisme i Kathmandu. Her ligger verdens største stupa, og et hav af klostre. Her har vi også en lejlighed, men den rummer kun plads til 8 max 10, hvis man bruger opholdsstuen. Derfor har vi valgt at bruge lejligheden som undervisningslokale og I skal l bo på Seshen Monastry. Det er et stort Tibetansk kloster, der ligger helt tæt på Boudha stupaen og vores lejlighed. Her skal I bo på enten dobbelt eller trible værelser. Det er store værelser, der ligger lige ud til en dejlig grøn have. Det er et kloster guesthouse, og der er en god vegetarisk restaurant i haven. I spiser jeres morgenmad her.

 

 

 

Kulturmødet i Kathmandu

Der er mange ting at se i Kathmandu, og vi vil gøre vores bedste for at vise her rundt. Vi vil dog fokusere mest på det Tibetansk buddhistiske. Det er der selvfølgelig en grund til. I skal alle senere på turen til Sermathang, der ligger i toppen af Helambudalen med grænse til Tibet. De fleste af vores venner har forbindelse til Sermathang eller Helambu, og de er alle budister. Derfor er det naturligt for os at vise jer den kultur mest. Det betyder ikke at vi ikke berører hindukulturen. Den er alle steder og 80% af Nepals befolkning er hinduer.

 

 

Dechen LamaDechen er vores lærer, kontaktperson, koordinator og meget mere i Kathmandu. Dechen har været elev på Brenderup Højskole, og har i flere år arbejdet for os. Hun sørger for alt det praktiske og underviser jer i what to do …and what not to do! Dechen bor ti skridt fra vores lejlighed.

 

Manjushree School

I boudha, meget tæt på lejligheden, ligger en lille skole med hovedsageligt Tibetanske, Sherpa og Yolmo børn. Nogle af børnene bor på skolen, efter at deres hjem blev ødelagt under det store jordskælv i 2015.

Skolen hedder Manjushree School, og der har vi en aftale om volontørarbejde. Det kan være alt muligt fra malerarbejde til lektiehjælp, sport eller lignende. Det vil typisk være en eftermiddags aktivitet.

 

 

 

Sermathang

I løbet af turen, tager du op i bjergene til landsbyen Sermathang. Her findes ‘verdens højeste højskole’ – og måske også den mindste. Men helt sikkert med den smukkeste udsigt man kan tænke sig.

I landsbyen ligger også venskabshuset, som vi byggede for ca. 8 år siden. Her vil I lære om livet i landsbyen og I vil også arbejde som volontører både med vedligeholdelses opgaver på venskabshuset, og med forskellige opgaver på Højskolen.

Vi har mange planer, og den største handler om at lave en ny sti, der over ca. 200 meter skal forbinde vores venskabshus bedre med landsbyen end nu.

 

 

 

Kulturmødet i Himalaya

I Sermathang kommer I til at få en helt enestående oplevelse i den lokale kultur, da vi i mange år har ladet jer bo to og to hos lokale familier.

Det er en meget lille landsby og indkvarteringen vil give jer en hel unik indsigt i livet i en lille bjerglandsby i 2800m.o.h i Himalaya.

​I vil også komme til at bo i vores venskabshus.

Der vil også være et todages trek til toppen af Yangri Peak i små 4000 m. 

Dhidu LamaDhidu er vores kontaktperson i landsbyen Sermathang. Dhindu bor i landsbyen sammen med sin kone og to børn. Han har også været på Brenderup – ikke som elev, men på et længere ophold. Dhidu har været koordinator for Brenderups Højskole projekt oppe i Sermathang i mange år.

 

 

SOMMERTREKKING I HIMALAYA

Som del af turen efter forårssemesteret er der mulighed for et alpint trek til Kalar Patar, tæt på Everest basecamp.

Kalar Patar er et lille bjerg i 5.643 meters højde. Det ligger med den mest vidunderlige udsigt til mange af verdens største bjerge.

I vil kunne kigge ned på Everest basecamp, der ligger der hvor Khumbu gletcheren bliver til Everest icefall.

​Turen tager ca. 16 dage med vandring næsten hver dag. Man vandrer fra ca. 1000moh til toppen af Kalar Patar. Det kræver at du er i rimelig god form, og det kan du selvfølgelig træne på højskolen, inden du tager afsted.

Turen er også ud over det sædvanlige budget, så det er et tilvalg og havr en lille ekstrapris. Det koster at gå i nationalparken. Der er guider med og folk til at hjælpe med lidt af hvert og selvfølgelig mad og overnatning.

Gopal LamaGopal er med på turen og vil lede Brenderups Kalar Patar ekspedition.  Gopal har været vores faste guide i mange år på et kulturtrek vi laver (for din mor og far) i efteråret. Vi planlægger at invitere Gopal til Brenderup fra sidst i maj, så han kan være med til at forberede jer, der skal til Nepal. Både kulturelt, men også med tricks til den høje vandring. Gopal har været på mange tinder i Nepal. Det vil han selvfølgelig også gerne fortælle om. Gopal vil være sammen med Brenderup turen under hele opholdet, men vil følge holdet der vælger Kalar Patar ekspeditionen.

 

 

Nima LamaDet er Nima Lama der arrangerer denne tur. Nima er vores ældste ven og var elev på Brenderup Højskole i 1998. Nu har han et trekkingsfirma og arbejder med det. Nima er nu også parlamentsmedlem og kan trække i mange tråde for os, hvis det bliver nødvendigt.

 

 

 

Priser

Turen er billig, da der ikke er nogen, der skal tjene på det.
Prisen for rejsen er delt i to:
For jer der vælger Kathmandu og Sermathang koster det 2.500 euro.
Hvis du er med forårsholdet og vil med til Everest er den samlede pris 3200 euro.

 

Prisen dækker rejse fra København, visa, kost og logi, entréer, park tilladelser, lokal transport og undervisning.
Du sørger selv for forsikringer og vaccinationer samt drikkevarer under ophold. 

Højskoleopholdet koster det samme, som for dem, der ikke skal med ud i verden. 

– Alt er selvfølgelig afhængig af hvor mange der vil med. Men lige meget hvilken tur du vælger, kan du regne med at få en oplevelse helt ud over det sædvanlige.

 

 

Læs mere

Tidligere elver har lavet en hel hjemmeside kun om turen til Nepal.

Her finder du masser af information, detaljer, billeder, gode råd og erfaringer.

 

 

Underviser

Ole Dedenroth

v

FÅ MERE AT VIDE

BESTIL EN RUNDVISNING

l

TILMELD DIG HER