Sicilien Forår 2023

Forår på det smukke Sicilien
11. – 22 april 2023

Østsicilien – fantastisk natur og historiske milepæle.

Sicilien var allerede i oldtiden centrum i Europa og har gennem historien været både hjemsøgt og gæstet af en lang række folkeslag, der på skift gennem århundrederne, har erobret og besat den charmerende og frugtbare ø.

Fønikere, grækere, romere, byzantinere, maurere, normannere og spaniere er blot nogle af de nationaliteter, der gennem 3000 år, via storslået arkitektur, kunst, traditioner og gastronomi, har sat deres præg på øen.

Vi tager på en rejse hvor naturen, gastronomien og musikalsk samvær er i højsædet. Sicilien er en fantastisk ø, som har utrolig meget at byde på og mad- og vin mæssigt set er øen i stand til at byde på produkter af meget høj kvalitet.

På denne tur har vi fokus på nærvær og samvær. Der vil blive lagt vægt på aktivt at opleve naturen og kulturen sammen. Vi vil også besøge lokale producenter og enestående naturområder, som bl.a. er repræsenteret ved Randazzo tæt ved Nebrodi nationalparken, vulkanen Etna og den smukke bjergrige kystlinje omkring Taormina. Besøget i Siracusa vil stå som det enestående historiske og kulturelle møde på vores tur, da byen rummer uvurderlige skatte og eksempler på grækernes indtog på Sicilien. Kom med på denne rejse og nyd Sicilien, musikken, roen og ikke mindst vinen og maden, som begge er en fest for ganen og sanserne. Andiamo!

4 dage på Højskolen

Højskoledagene skal ses som en indledning til rejsen hvor du får en fornemmelse af den helt specielle charme som højskolen som institution har at byde på. Dagene handler mest om at lære hinanden at kende så vi tager afsted som en gruppe. Vi skal høre historier om og fra Sicilien, se billeder og nyde god mad og vin. Dagene byder på foredrag, film og madlavning, som alt sammen primært handler om Sicilien.

Udover at inspireres og få øget appetit til rejsen skal vi ud i det nordvestfynske, have en ægte højskoleoplevelse med sang, samvær og selvfølgelig en fortælling af forstander Birgitte Weidenhof om Brenderup Højskole.

Du får naturligvis det endelige dagsprogram når tiden nærmer sig.

Rejsen

Lørdag

Vi forlader Brenderup om morgenen for at nå vores direkte fly fra Kastrup over middag. Vi lander i Catania 17.00 og bliver kørt til vores hotel i Giardini Naxos hvor vi indlogerer os og får aftensmad på vores restaurant “ La Bussola” som er nabo til hotellet.

Søndag

Vi spiser morgenmad mellem 08.00 og 09.00 og går en tur langs lungomare i Giardini. Derefter venter den lille bjergby Savoca med den lille Bar Vitelli, hvor en berømt scene fra Godfather’filmen blev indspillet. Med smuk udsigt til det italienske fastlands Calabrien nyder vi en fælles frokost og tager tidligt om eftermiddagen til den betagende og berømte by Taormina, som har tryllebundet kunstnere og forfattere med sin pragtfulde beliggenhed i mere end hundrede år. Vi nyder det græsk – romerske amfiteater, den smukke botaniske have og det eksklusive hovedstrøg. Vi har fri til shopping og hvad hjertet måtte begære indtil kl 18.00 hvor vi kører ned til hotellet. Tid til en aftendukkert eller afslapning inden maden på “ La Bussola” kl 20.00.

Mandag

Efter morgenmaden tager vi nordpå for at nyde byen Randazzo som ligger tæt på Nebrodi nationalparken, Siciliens største. Vi skal se den flotte duomo og ind og smage på lokale specialiteter. Inden vi kommer hjem, skal vi ved frokost spise sammen på den smukt beliggende vingård Cantine Patria. Vi skal se vingården, dens produktionfaciliteter og smage den lokale mad og de dejlige vine, som er frembragt på Etna`s skråninger. Vi er hjemme på hotellet kl 16. Aftensmad på “La Bussola”.

Tirsdag

Efter morgenmaden kører vi til Catania, den smukke, pulserende universitetsby som er en by med masser af charme og mørke fascinerende bygninger af lavasten. For enden af Via Etnea, byens store hovedstrøg, ses i klart vejr Etna, som efterhånden har ladet byen være i mange hundrede år siden det for Catania ødelæggende udbrud i 1669. Vi skal besøge det livlige fiskemarked, opleve hvad byens skytshelgen Santa Agatha betyder for byen hvert år i starten af februar og fornemme byens legendariske aftenpuls allerede i dagtimerne omkring den smukke operabygning Teatro Bellini. Vincenzo Bellini´s opera “Norma” har gjort bysbarnet verdensberømt. Vi nyder byen, spiser en god fælles frokost og bevæger os hjemad til hotellet kl 15.30. Aftensmad på “La Bussola”.

Onsdag

Vi starter denne dejlige dag med at tage på en tur til Gola Alcantara kløften, som forbinder Nebrodi nationalparken med Naxos bugten. Vi tager sandaler og shorts på og går ind i kløften sammen for at opleve hvad utallige udbrud fra Etna har gjort ved kløftens sider. En spektakulær og smuk naturoplevelse.  Vi nyder en dejlig fælles frokost på vejen hjem. Eftermiddagen står på afslapning og vi er hjemme på hotellet kl 15. Aftensmaden nydes efter eget valg på en restaurant henad Giardini`s smukke Lungomare.

Torsdag

Efter morgenmaden kan vi glæde os til en fantastisk heldags tur til Siracusa. Vi kører sydpå og efter en rundtur på Ortigia halvøen er det tid til at spise frokost. Halvøen med små pragtfulde gyder, domkirken som er bygget på græske søjler som stadig er synlige, Aretusa kilden, man kan blive ved. Det græske teater, som stadig er aktivt om sommeren og viser klassiske græske dramaer, Dionysos` øre og det romerske amfiteater. Siracusa er overvældende smuk og en åbenbaring af en kulturhistorisk skattekiste. Vi vender hjemad kl.17. og er på hotellet 18.30. Aftensmad på “La Bussola”

 Fredag

Skal vi op på Etna, Europas mest aktive vulkan. Forførende, flot, frugtbar og uforudsigelig. Det er muligt at komme op i ca 2900 m højde, 300 m fra krateret og det er vores mål. Ved hjælp af svævebane til ca 2000 m og efterfølgende med 4 hjuls trækker lykkes det at komme op på toppen af Etna som altid byder på en fantastisk oplevelse. For dem, der vælger ikke at betale for turen til toppen, er der er også mulighed for at blive i 2000 m højde og nyde de kratere som stadig er imponerende at gå rundt om.
Det sidste dejlige måltid, vi nyder i fællesskab på Sicilien, bliver på vingården Tenuta San Michele på vej ned fra Etna. Vingården som ligger mellem Etna og Catania serverer pragtfuld mad og vin og har en vidunderlig udsigt op mod vulkanen og ned mod Catania 18.30. Aftensmad på “La Bussola” og afslutnings aften på hotellet med samvær og sang.

Lørdag

Vi nyder morgenmaden og tjekker sent ud fra hotellet ved middagstid. Vi nyder en frokost i Giardini og kører tidligt på eftermiddagen ned mod Fontanarossa lufthavnen, hvor vi tjekker ind i god tid. Vi lander i Kastrup kl.20.50, hvor bussen mod Brenderup venter på os.

Det Praktiske

Pris: 13400 kr.
inkluderer: Højskoleophold, transport, logi, undervisning, udflugter og halvpension på rejsen.
Prisen er pr. person i dobbeltværelse.
Enkeltværelsestillæg 1000 Kr.

Deltagerantal og tilmelding
Når du har sendt din tilmelding, modtager du en mail med faktura og oplysninger om hvordan du betaler.

Ved tilmelding betales et tilmeldingsgebyr på 1000 kr.
​Restbeløbet indbetales senest syv uger før kursusstart.

Der kan højst være 20 deltagere og der skal mindst være 16 deltagere for at rejsen gennemføres.
Senest 7 uger før rejsen gives der besked om rejsens gennemførelse.

Hvis rejsen ikke kan gennemføres, tilbagebetales alt indbetalt.

Hvis du bliver forhindret:
Ved framelding mere end 7 uger før kurset returneres eventuelt indbetalt restbeløb, men ikke tilmeldingsgebyr.
Ved framelding mindre end 7 uger før kursusstart refunderes det indbetalte ikke, hvorfor vi anbefaler, at du tegner en afbestillingsforsikring. Se evt. Europæiske rejseforsikring.

Flybilletter, Boardingpas og Bagageregler
Kopi af flybilletter sendes pr. mail. Men for at gøre det let for dig, medbringer jeg også alle billetter i lufthavnen og sørger for boardingpas.

Du må medbringe
1 stk. bagage på 20 kg.
1 stk håndbagage 56 x 45 x 25cm
1 stk håndbagage 45 x 36 x 20cm

TILMELDING

Kursus og rejseleder: Mikael Zacho

Mikael Zacho Tlf. 2681 8557

Mikael har været leder af højskolerejser siden 2006, med Italien som speciale.
Mikael har arbejdet som højskolelærer i mange år og er desuden guitarist og sanger.
Mikael elsker at være sammen med mennesker og er også en stor vinkender og -elsker.

  • 00

    dage

  • 00

    timer

  • 00

    minutter

  • 00

    sekunder